Farvandsvæsenet

Farvandsvæsenet afmærkede de danske farvande og udførte lodstjeneste, kystredningstjeneste og indsamling af data til Geodætisk Instituts søkort.
Bliv klogere på Fyr- og afmærkningstjenesten!
Se det store søkort over Kattegat! Her ser du rute- og afmærkninger i farvandet, som de fleste skibe og både passerede, når de var på vej til og fra Østersøen og indre danske havne! 
 
Alle de 72 fyr på kortet blinker med rimelige korrekte fyrkarakterer. Se indmaden af to store fyr. Det ene fra Lushage fyr, bygget i 1900 og det andet Hestehoved vinkelfyr fra 1891. Vi har også en model af det kendte fyrskib nr. XVIII her i denne udstillingshal. Lanternemasten fra det originale fyrskib kan du finde på vores plæne, og skibsklokken er udstillet i en af glasmontrerne.

Kystredningstjenesten og redningsstationerne
Ved du, hvordan skibbrudne blev reddet af kystredningstjenesten dengang og nu? Kystredningstjenesten har gennemgået en stor udvikling, og i dag bruger kystredningstjenesten nemlig nogle andre hjælpemidler end tidligere. Redningsstationer langs de danske kyster blev opført og alle blev udstyret med en raketstation til at trække skibbrudne i land.  Se et eksemplar af en raketstation, som faktisk stod i Hvide Sande. En del af de oprindelige redningsstationer er efterhånden blevet nedlagt, og de tilbageblevne er forsynet med de hurtige og sødygtige motorredningsbåde. I vores udendørsareal finder du et eksemplar af MR23-motorredningsbåd der erstattede de ældre roredningsbåde. Eksemplaret her kommer fra redningsstationen ved Slettestrand i Nordjylland. Vi har flere modeller af nyere både i udstillingen.
Se Arveprins Knuds, Dronning Margrethes onkel, søofficersuniformer og meget mere!
I denne del af udstillingen, kan du f.eks. se en komplet samling af uniformer for en dansk admiral efter datidens uniformsreglement som er næsten uændret den dag i dag.
 
  • Dronning Margrethes onkels, afdøde Arveprins Knud, søofficersuniformer og andre uniformer fra hans mangeårige tjeneste som fortchef ved Kystdefensionen .
  • Skibsklokken fra arveprinsens sommerbolig, KLITGÅRDEN på Skagen, hvor navnene på de forter, som han var chef for, blev indgraveret. Klokken var en sølvbryllupsgave (1958) fra Kystartilleriforeningen.